Vejledningen er en del af din - fra kommunen - visiterede handlingsplan, og tager derfor udgangspunkt i denne. Din vejledning bliver planlagt i samarbejde med dig og vejlederen og evt. pårørende, og vil blive struktureret efter dine behov og ønsker. Sammen laver I din personlige handleplan. Al beslutningstagning og dialog foregår i samarbejde med dig, det vil sige, at der ikke bliver talt om eller taget beslutninger uden dig, eller uden at du ved det. Hjemmevejlederne er personer med bl.a. pædagogisk eller psykiatrisk baggrund, og med speciel viden og erfaring. Hjemmevejledningen foregår ikke kun i eget hjem, men også ude i byen som ledsagelse, og begge dele foregår efter fast aftale.
Med vejledningstilbuddet kan du fx få hjælp og støtte til:
- At få mere struktur og sammenhæng i din hverdag.
- At fastholde og udvikle din identitet.
- At træffe valg. At udvikle og vedligeholde fysiske, psykiske og sociale færdigheder i dagligdagen.
- At etablere eller vedligeholde dit sociale netværk og fritidstilbud.
- Kontakten til omverden, f.eks. til læge, sagsbehandler osv.
Disse ting kan en vejleder hjælpe dig med på tre måder:
Vejledning og rådgivning
Det kan være vejledning til valg af beskæftigelse, og til at få dette til at passe ind i hverdagen, det kan være vejledning til at huske medicin, eller vejledning i at lægge budget. Vi kan også rådgive dig i at fastholde motivationen omkring dit sociale liv, eller andre personlige ting. Kort sagt, så kan vi vejlede og rådgive om stort og småt.
Støtte til diverse gøremål og praktiske ting
Vejledere kan støtte dig ved at gøre ting sammen med dig. I hjemmet kan det være støtte og hjælp til praktiske ting som rengøring, tøjvask, osv. Uden for hjemmet kan det være som ledsager til lægebesøg, familiearrangementer, eller aktiviteter. Det kan også være hjælp til indkøb, eller hjælp til og træning i at tage offentlige transportmidler.
Praktisk hjælp i perioder
I perioder kan det være du har brug for, at de gør nogle ting for dig, indtil du er klar til at gøre det med støtte, eller helt selv. Det kan være praktisk hjælp til daglige gøremål, såsom tøjvask og opvask, eller det kan være praktisk hjælp til at tage kontakt til læge, bank, klub, eller andre tilbud.