Det Opsøgende Team
Hvem er tilbuddet rettet imod?
Det Opsøgende Team tilbyder i forbindelse med SEL § 99, at opsøge og kontakte personer, der formodes at have en sindslidelse. Det er et tilbud til udsatte borgere over 18 år i Roskilde Kommune.
Om tilbuddet
Det Opsøgende Team giver en korterevarende, eller "akut" indsats til mennesker, som ikke har brug for eller ønsker længerevarende og visiteret vejledning - eller hvor visitationen endnu ikke er på plads. Tilbuddet kan således gives uden visitation.
Vores tilbud er en hjælpende hånd til udsatte borgere i en svær periode af deres liv. Indsatsen kan bestå af støtte til at klare hverdagen, opbygning eller genopbygning af netværk og brobygning til diverse behandlingstilbud.
Målsætningen er at styrke udsatte borgeres mulighed for at etablere og bevare omverdenskontakt og blive i stand til at benytte samfundets muligheder og allerede etablerede tilbud.
Vi er ikke pålagt bestemte rammer for, hvad vi kan støtte med, og opgavens udformning sker i samarbejde med den enkelte borger.
Det skal dog præciseres, at vi ikke udfører behandlingsopgaver, opgaver der kræver en politimæssig indsats, og hvis der er behov for tvangsindlæggelse, på grundlag af psykotisk tilstand og farlighed for sig selv eller andre, henvises i stedet til at kontakte politi og læge.
Derudover kan vi ikke hjælpe borgere økonomisk eller ændre på myndigheders beslutninger.
Hvis evt. problemer overvejende vurderes at relatere sig til misbrug henvises til Center for Alkohol- og Stofbehandling.
Tavshedspligt
Vi har tavshedspligt, og borgere kan være sikre på, at personlige oplysninger ikke videregives. Det betyder dog også at borgere, der henvender sig på andres vegne, ikke kan forvente en detaljeret tilbagemelding på de borgere, der rettes henvendelse om.
Download: Folder Download: Det Opsøgende Team (pdf - 709 kb)
Kontakt
Hvis du er bekymret for nogen - måske grundet vedkommendes adfærd? - og ikke ved, om de får hjælp af kommunen, kan du sende en mail til johnchri@roskilde.dk eller se om du kan fange Jytte, John og Jesper på mobilerne 30 84 19 26, 30 84 19 33 og 30 84 19 75.
Følgende oplysninger er vigtige - så fuldstændigt, som det nu er muligt:
Navn, adresse, eller evt. hvor vedkommende færdes.
Hvad der giver anledning til bekymring og formodning om en sindslidelse.
Hvor og hvornår der er størst chance for at træffe vedkommende.