Ungevejledning
Ungevejlederteamet er et initiativ under socialpsykiatrien i Roskilde kommune, hvor hjemmevejledningen til unge tilrettelægges, så den også foregår uden for hjemmet som aktiviteter. Formålet er at støtte de unge i at skabe netværk blandt andre unge med samme problemstillinger. Ungevejlederteamet tilrettelægger samarbejdet med de unge, så det baner vejen for den unges deltagelse i et normalt ungdomsliv, hvor den unge fungerer i eget netværk uafhængigt af professionelle.
Projekter har specielt fokus på:
- Netværksdannelse
- Hjælp til selvhjælp
- Struktur/hverdagsmestring
Målgruppe
Ungevejlederteamet er et tilbud for unge med psykiske problemstillinger - de primære grupper af sygdomme er ADHD, personlighedsforstyrrelser og skizofreni-spektret. Aldersmæssigt er de unge fra 18 til 30 år.
Ud over de psykiske problemer er målgruppen kendetegnet ved misbrugsproblemer, ledighed, ensomhed og isolation. Alle er kontanthjælpsmodtagere.
Indgang
Den unge visiteres til ungevejlederteamet af sagsbehandler i Voksen- og Handicap / Voksen- og Pensionsservice. Over for teamet oplyser visitator, hvad den unge har behov for hjælp til.
Ungevejlederteamet tager derefter ud til den unge og snakker med personen om, hvilke ønsker han/hun har, og hvilke problematikker der skal fokus på. I fællesskab laver den unge og vejlederen aftaler om, hvilke opgaver der skal løses i og uden for den unges hjem, og i hvilken udstrækning opgaverne kan løses i grupper med andre unge.
Resultater
Succeskriteriet for den nye måde at tilrettelægge hjemmevejledning er, at den unges netværk og muligheder for at leve et "almindeligt" ungeliv styrkes.
Metoder
Fra hjemmevejledning til ungevejledning. Ungevejlederteamet består af et team på 9 medarbejdere, som har tilknytning til en række unge, der tilsammen udgør små netværksgrupper. Der er fokus på, at de unge får mulighed for at mødes om aktiviteter de steder i byen, hvor unge (i almindelighed) kommer. Der lægges vægt på at de unge ikke skal ind i psykiatrien, men at flest mulige funktioner varetages uden for den unges hjem for at bryde med institutionstanken.
Der er lagt op til, at netværksgrupperne kan samles om en række forskellige typer aktiviteter, og at nye aktiviteter skal udvikles ved at inddrage de unge.
Ungevejlederteamet arbejder med fire former for aktiviteter/tilbud til de unge:
- Gruppeaktiviteter for unge
- Konsultation hos en ungevejleder
- Kontakt via elektronisk medie eller telefon
- Støtte i eget hjem
En del af aktiviteterne er traditionelle hjemmevejleder-funktioner. Det kan fx dreje sig om hjælp til oprydning, rengøring og tøjvask eller ledsagelse til dagtilbud, fritidstilbud, behandling mv.
Aktiviteter
Gruppeaktiviteter og konsultationen kan foregå på en lang række lokaliteter i byen, som netværket etablerer kontakter til. Eksempler på steder hvor ungenetværker kan have base i byen er:
- Spillestedet Cafe Gimle
- Skoler med sportsfaciliteter
- INSP - et kreativt oplevelseshus, som bl.a. rummer et stort folkekøkken. Her kan de unge i netværket lære, hvordan man laver sund mad på et lille budget ("Kogekunst for fattigrøve").
- Eget mødested til rådgivning - borgernes eget sted
- Bevægelsesaktiviteter, madgrupper, lektiehjælp, kursus i administration af økonomi er nogle af de aktiviteter, der allerede er på programmet. Eftersom initiativet er i opstartsfasen er det meningen, at der skal ske en løbende udvikling af aktiviteter i samspil med de unge.
Hver borger er visiteret til 2 timers hjemmevejledning om ugen. Udgangspunktet er, at minimum 25 pct. af opgaveløsningen skal varetages uden for hjemmet.
Samarbejde
Ungevejlederne samarbejder med en række relevante offentlige myndigheder og institutioner, som den unge har kontakt til. Der er bl.a. et meget tæt samarbejde med Center for Alkohol- og stofbehandling (CAS). Hjemmevejledere og støttekontaktpersoner hører i Roskilde organisatorisk under Center for Socialpsykiatri, hvilket betyder, at korpset også omfatter misbrugshjemmevejledere.
Jobcentret har kontakt til ungevejlederkorpset, bl.a. i forbindelse med projektet 'Integreret indsats', hvor hjemmevejlederteamets opgave er at sikre, at borgerne møder op til tilbuddet.
Derudover samarbejder teamet med lokale institutioner, private som offentlige, hvor netværksaktiviteter er knyttet til, og der arbejdes på at udvide kontaktfladen.